DNA-test kan kønsbestemme barnet i 6. uge
Det er enormt populært at kende barnets køn inden det er blevet født, se bare responsen på vores side om den kinesiske kalender. Ligesom det er muligt at foretage en graviditetstest hjemme, så bevæger markedet sig også mod, at det skal være muligt at sidde hjemme i sin stue og få oplyst kønnet på det ufødte barn.
Hidtil har man kun kunnet få oplyst kønnet ved scanning og moderkage- eller fostervandsprøve. Sikkerheden ved scanningen er dog ikke så imponerende og en fostervandsprøve har en abortrisiko på 1%. Samtidig er disse metoder ikke anvendelige i første trimester.
Nu er der så kommet nogle flere muligheder for de, der ønsker at kende barnets køn. Bl.a. tilbyder en dansk scanningsklinik at udføre en DNA-test, som er meget sikker og dette kan gøres fra 11. uge. En internationalt firma, der hedder DNA Worldwide tilbyder at forudsige kønnet allerede fra 6. uge og det er med 99% nøjagtighed. Faktisk lover de pengene tilbage, hvis ikke testen var præcis.
DNA metoden går ud på at der foretages en analyse af moderens blod. Her ledes der efter et Y-kromosom. Piger har to X-kromosomer og drenge har både et X og et Y kromosom. Det betyder at hvis der findes et Y-kromosom i moderens blod, så må fostret være en dreng (Moderen er jo selv en pige med XX kombinationen). Findes der ikke noget Y-kromosom må fostret være en pige.
Der er dog en dansk Professor som mener at disse DNA-tests kan give falske svar, da en andengangsgravid kan have spor i sin DNA af det første foster og dermed gøre testen forkert. Problemet opstår hvis kvinden har været befrugtet med et drengefoster og senere er befrugtet med et pigefoster. I det tilfælde vil opdagelsen af et Y-kromosom givetvis give et forkert testresultat.
Nogle mener også at det er bekymrende at testen kan tages før abortgrænsen, der falder ved udløb af 12. graviditetsuge, jeg hører selv til denne gruppe. Jeg synes det er alarmerende, hvis nogen vælger et barn fra, pga. kønnet. Jeg er som sådan ikke modstander af abort, når bare det sker med acceptable argumenter, men det mener jeg ikke et ønske om et bestemt køn er. Kort og godt mener jeg ikke man er egnet til at være forælder, hvis ikke man kan overskue et barn uanset kønnet, men det er bare min mening. Du kan skrive din egen mening i kommentarfeltet nedenfor.